Historie

Peg på billede for billedtekst og klik for fuld størrelse

Færgevejskilen har navn efter et motorvejsprojekt fra 1960'erne, som skulle forlænge Helsingørmotorvejen helt ned til færgelejerne i Helsingør eller evt. til en broforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Med Øresundsbroen mellem København og Malmø, som stod færdig år 2000, blev projektet opgivet, og i 2008 blev de arealer fredet, som havde været udset til motorvej. Arealerne havde på dette tidspunkt været frilagt og ligget mere eller mindre brak i mere end 40 år. De store boligbyggerier var gået udenom, og arealerne havde fået karakter af varieret natur med overdrevsagtige åbne områder, moser, søer, skov og krat. Arealerne havde dog ikke været uberørt af de omgivende forandringer. Moser og søer var blevet udgravet for at tjene som regnvandsbassiner, overskudsjord fra byggerierne var blevet midlertidigt og varigt deponeret på de åbne områder og veje og stier var blevet anlagt langs med og på tværs af arealerne.

Men naturen havde trods alt fået overtaget, og den gamle stendige-sognegrænse mellem Helsingør og Tikøb havde som ved et mirakel overlevet jorddeponeringer og regnvandsanlæg og strakte sig mere eller mindre intakt gennem hele Færgevejskilens mellemste del. Den ene af de to gamle mølledamme i det kuperede terræn ved Meulenborg eksisterede også stadig. Den anden, den nedre, kunne i 2014 genetableres ved reparation af en kollapset dæmning. Navnet Færgevejskilen siger måske noget om 1960'ernes vidtløftige trafikplaner. Områdets faktiske udvikling siger noget om naturens evne til at bøde på menneskets entreprenante trang til at regulere, planere og asfaltere.

Indtil 1960'erne var størstedelen af Færgevejskilen landbrugsområde. Det sort/hvide foto viser Borupgård med lade, hønsehus, stalde, maskinhus og staldmesterbolig, omgivet af marker. Billedet er fra ca. 1960 og taget imod nord. I baggrunden til venstre ses den 59 m høje Hestens Bakke og Vapnagård, uden det store boligkvarter, som først blev opført 1968-72. Den kileformede mark herimellem er nu dels noget af Færgevejskilen, dels bebygget med Borupgård I og II's boliger, opført 1972-76. Det skovklædte højdedrag til højre er den 46 m høje Stolbjerg Bakke.

Farvebilledet er taget i begyndelsen af 1960'erne og viser udsigten fra den gamle kodrivergang på Stolbjerg Bakkes vestside. I baggrunden fra venstre ses Vapnagårds gårdlænger, Nøjsomheds nye højhuse, Skolen ved Rønnebær Alle og Helsingør Gymnasium. I mellemgrunden ses stendiget med det levende hegn, som på daværende tidspunkt endnu var grænse mellem Helsingør og Tikøb Kommuner. Det meste af stendiget stammer fra 1700-tallet og adskilte oprindelig Helsingør Overdrev fra Borupgårds jorder. Færgevejskilens stendige er iøvrigt kun en lille del af et ialt 7-8 km langt dige, som strækker sig i en halvbue rundt om Helsingør, fra Julebæk og Højstrup i nord til den store granitblok Snekkerstenen i syd. En fotoserie fra hele diget kan ses på dette link: https://www.asbjoernhillestoft.dk/8-en-fodrejse/

Sådanne diger anlagdes mange steder i Danmark i slutningen af 1700-tallet, som en del af landboreformerne og især med det formål at forhindre græssende husdyr i at gøre skade på markafgrøder og skove. Færgevejskilens dige tjente desuden, som allerede nævnt, i mange år som både sogne- og kommunegrænse. I nutiden er det postdistriktgrænse. Hele det 7-8 km lange dige er desværre ikke bevaret, men stort set hele forløbet er synligt i form af grundskel, vejforløb og andre skel i landskabet, og over lange stræk, bl.a. på Færgevejskilen, er stendiget intakt, det stendige, som mennesker anlagde for over 200 år siden, før der var motoriserede hjælpemidler til rådighed. Et imponerende stykke arbejde! Granitsten, som udgør det meste af byggematerialet, er tunge. Herunder en lille tabel over vægten af runde sten efter diameter.

  10 cm               20 cm               30 cm               40 cm               50 cm               60 cm               70 cm               80 cm               90 cm

  1,4 kg              11,5 kg             38,9 kg             92,1 kg            180,0 kg           311,0 kg           493,9 kg           737,2 kg          1049,7 kg   

En bæk ved navn Skellebækken løb endnu i 1800-tallet langs diget på dets sydside. På Borupgård-ejerlavskortet fra 1791 er den kun indtegnet fra Starredam (t.h. for kortets midte) og nedefter, men fra tidernes morgen har den formentlig haft sit udspring i nærheden af Sneglehøj. Når det øvre forløb ikke er indtegnet på ejerlavskortet fra 1791, kan det skyldes at korttegneren har haft fokus på andre ting. Men det kan også skyldes at bækken var udtørret på dette tidspunkt. Der var mange varme - og formentlig også tørre - somre i den sidste fjerdedel af 1700-tallet. Af Jens Ernholtz' talmateriale i bogen "Statistisk oversigt over vejret i Danmark 1720-1800" fremgår det fx at ud af de 20 varmeste somre i 296 år (1719-2014), indtraf de 10 mellem 1775 og 1800. Næsten hver anden sommer i disse 25 år synes altså at have været det, man nu kalder en "kanonsommer"! Starredam var iøvrigt en kongeligt priviligeret fiskedam. Dammen lå, hvor Borgmester P. Christensens Sti nu krydser Færgevejskilen.

Fra 1789 til 1824 havde Meulenborg ret til at få vand fra Starredam til sin vandmølle. Det er uklart, hvordan vandet i denne periode kom fra Starredam til Meulenborg. Det kan have løbet i Skellebækkens leje frem til lige syd for, hvor Ahorn Alle og Tjørnevej nu mødes, og herefter i en gravet kanal ned til Meulenborgs nedre mølledam, hvilket Tikøb-sognekortet fra 1816, som her ses i udsnit, tyder på, da der her ikke synes at være vand i bækkens naturlige leje på det sidste stykke ud til Øresund. Der kan også have været en mere direkte forbindelse -  en gravet kanal - fra Starredam til Meulenborg, og i så fald er det måske den, der ses rester af i form af en grøft på digets nordside på nogle målebordsblade fra 1800-tallet. Ikke desto mindre fremstår bækkens oprindelige leje på digets sydside som vandførende og intakt på målebordsbladet fra 1850'erne (nedenfor). Dette leje er kun delvis synligt i vore dage, mest tydeligt i form af en dyb kløft ned ad kystskrænten nord for Kystens Perle, men uden vand i.

På dette målebordsblad ses altså hele bækken fra Sneglehøj til Øresundskysten, men pga. områdets kultiveringsproces, lige fra ældre tiders mølledamme og dræning til nutidens kloakering, bebyggelse og diverse jordarbejder, er den siden forsvundet, og allerede på 1850'er-målebordsbladet ligner det indtegnede retlinede vandløb mellem Sneglehøj og Ellemosen faktisk mere en grøft end et naturligt vandløb. Men grøften markerer antagelig nogenlunde bækkens oprindelige løb i den lavning, som fremgår af højdekurverne. Udspringet har været nær Sneglehøj ved de to små søer på digets nordside (oppe t.v. mellem koterne 133 og 126 i fod). Højdekurverne antyder et lidt stigende terræn umiddelbart vest for Sneglehøj, men herefter et fald ned mod Egebækken, som der ses et brudstykke af på kortet (helt oppe i øverste venstre hjørne). Vand fra vådområderne op mod Kroghshøj (Helsingør Kommunes højeste punkt) må derfor være løbet til Egebækken, ikke til Skellebækken. De to små søer på 1850'er-kortet blev i 1976-77 udgravet til én stor sø, som ikke har noget officielt navn, men som her vil blive kaldt den store Sneglehøj-sø, til forskel fra den lille Sneglehøj-sø, som ligger lige syd for den. Den store Sneglehøj-sø kaldes iøvrigt ofte Politisøen pga. naboskabet til Nordsjællands Politigård. Den lille Sneglehøj-sø udfylder den lavning, hvor Skellebækken oprindelig løb, og en grøft imellem de to søer (som af og til er vandfyldt) er hermed med lidt god vilje en sidste rest af bækken. 

Meulenborgs vandmølle var forfalden, da den mistede sine rettigheder i 1824 og den blev formentlig nedrevet kort efter. Men 80 år senere blev en vindmølle opført på ejendommen. Det var en stubmølle fra Slagelse-egnen, som afmonteret og i småstykker blev fragtet til Meulenborg og her samlet igen. Det er Carl Bosevang, som har malet billedet af den genopførte mølle i 1921. Pga. problemer med dens vedligeholdelse valgte Meulenborgs ejer i 1964 at afhænde den til Nationalmuseet, som siden afmonterede den endnu en gang, men indtil videre uden en påfølgende genopførelse. Starredam forsvandt måske omkring 1824 samtidig med nedlæggelsen af vandmøllen, men mindet om dammen levede videre i trekvart århundrede med navnet på et lille landarbejderhus, Starredamhus, som indtil omkring år 1900 lå ved diget lige nord for Stolbjerg Bakke.

På den 46 m høje Stolbjerg Bakke stod i midten af 1800-tallet et sømærke, fra 1890'erne til ca. 1913 en lille vindmølle og senere et vandtårn. En grube i bakken er en grusgrav fra slutningen af 1800-tallet. Stolbjerg-møllen hørte til Borupgård, var ganske lille, kun ca. 6 m høj, og bygget helt af træ. Den stod på bakkens vestside ud til kodrivergangen, den nuværende Borgmester P. Christensens Sti.

Således har mennesket igennem de seneste århundreder formået at sætte præg på et landskab, som skabtes af isen under Weichsel-istidens afsluttende fase. Flere gletscherfronter synes for godt 17.000 år siden netop at have gjort holdt her og efterladt endemoræner, bl.a. i form af højdedragene Stolbjerg Bakke, Hestens Bakke, Kroghshøj, Spidsbjerg og Skovfryd-bakken nord for Kvistgård. Ser man på højdekurverne fra det nordøstlige hjørne af Sjælland, er nogle tungeformede strukturer iøjnefaldende. På kortet herunder er de trukket op med blå linjer, Færgevejskilen ses indrammet med rødt.

Den nordlige blå linje gennemskærer bl.a. Spidsbjerg, Kroghshøj, Solbakken og åsen syd for Smørhullet. Den sydlige gennemskærer Klostermose-området med vandtårnet, Hestens Bakke og åsen med Snerlevej og Røntofte. Det var gletscherfronter fra syd og sydøst, der skabte disse bueformede formationer. Området er med andre ord fra naturens side et interessant morænelandskab, indtil for få hundrede år siden kun sparsomt opdyrket, med store søer og vådområder mellem lyng- og skovklædte bakker, måske nogle steder med en vegetation, som lignede den, der indtog landskabet umiddelbart efter Weichsel-istiden. Ved et mærkeligt tilfælde udgør iøvrigt netop Færgevejskilen en undtagelse i dette landskab af moræne-grus ved at bestå af moræne-ler. Nordøstsjællands landskab er kuperet med høje kystskrænter og med de nævnte bakker på op til 67-68 m lidt inde i landet, som markerer hvor isen nåede til under de sidste fremstød. Der er stadig storslåede udsigter fra disse højdedrag, men udsigterne er i nogen grad begrænset - og til dels skæmmet - af bygninger, højspændingsmaster og andre moderne konstruktioner i deres nærhed.

Menneskets indflydelse på landskabet har ofte været kortsigtet og med ringe hensyn til æstetiske og økologiske værdier. Fokus synes til alle tider at have været på øjeblikkets behov for føde, bolig, erhverv, råstoffer, energi og transport. Den fredede Færgevejskile kan ses som et forsøg på at give lidt af det tilbage, som mennesket har tilranet sig fra naturen, og det bliver interessant at følge, hvordan og hvor meget flora og fauna de kommende år vil formå at genetablere sig. Under alle omstændigheder kan tiden ikke skrues tilbage, og fortiden er vel heller ikke nødvendigvis bedre end nutiden - eller fremtiden.

Indblik i et stykke landskabs historie kan måske få nye generationer til at skønne på landskabets værdier, også de værdier der ikke gøres op i hartkorn og grundværdi.

For yderligere historiske data om området henvises til Geodatastyrelsens historiske kort: https://hkpn.gst.dk/ , til Det kongelige Biblioteks luftfotos Danmark set fra Luften - Det Kgl. Bibliotek (kb.dk) , til Helsingør Kommunes hjemmesides tekniske kort og luftfotos: Helsingør Kommunes GIS og kort (helsingor.dk) , til plejeplanen for Færgevejskilen fra 2011: https://docplayer.dk/17862613-Plejeplan-for-de-fredede-arealer-i-kystkilen-faergevejen.html , til Helsingør Kommunes Museers Årbøger, til Kenno Pedersen og Lars Bjørn Madsens "Bygge og bo - gennem 50 år" (1988) og især til Kjeld Damgaards hæfter "Mennesker og Huse på Borupgård" (2013) og "Mennesker og Huse på Meulenborg" (2015). Også en stor tak til Kjeld Damgaard for at have stillet foto- og billedmateriale til rådighed for nærværende hjemmeside.

Udsigt fra Vapnagård ned mod Meulenborg med Øresund, Svenskekysten og Hveen. Oliemaleri af Knud Agger, ca. 1942.